A little knowledge is a dangerous thing

Sådan lyder et amerikansk ordsprog en lettere omskrivning af Alexander Pope, og det er så sandt som det er sagt. Den europæiske debat om genmodificerede organismer er et tydeligt eksempel.

Under overskriften Eurobarometer laver EU jævnligt målinger af befolkningernes holdninger til mange forskellige emner, herunder holdninger til forskellige bioteknologier. Man noterer selvfølgelig også en række andre statistiske parametre, herunder svarernes konkrete viden om bioteknologi, så man kan sammenholde det med de forskellige holdninger. I Eurobarometer-rapporten (summary/hel version) kan man således læse, at en tredjedel af europæerne tror, at almindelige tomater ikke indeholder gener (side 59).

Men en interessant og selvstændig pointe er, at Eurobarometer-undersøgelsen og en dansk tilsvarende punkterer tesen om, at borgernes skepsis overfor bioteknologi bunder i uvidenhed. Det viser sig nemlig, at ganske vist er der en positiv sammenhæng mellem øget viden og øget accept – men der er samtidig en positiv sammenhæng mellem mere viden og mindre accept. Kun “ved ikke”-gruppen skrumper.

Her kommer vi tilbage til postens overskrift. Befolkningen ved, at genmodificering indebærer at man sætter nye gener ind i f.eks. planter. Den ved også, at det er svært at forudsige om nye gener påvirker plantens funktion på utilsigtet vis. Slutteligt ved den også, at gener kan spredes til andre planter.

Men, men, men: det er min påstand, at befolkningen overser at disse processer og risici lige så vel passer på det klassiske landbrug. Godt, gammeldags avlsarbejde indebærer indsættelse af masser af nye gener, som kan have utilsigtede konsekvenser. Selv økologisk landbrug er ophav til “genforurening”. Det betyder, at vi ikke står på bar bund med hensyn til risikovurdering, da hele vores landbrugshistorie er et datamateriale i sig selv. Og dette materiale tyder på, at teknologierne ikke er problematiske i sig selv, om noget er de bedre kontrollerede og dermed mere sikre. Fordi denne baggrundsviden ikke er til stede, fremstår den bioteknologiske viden løsrevet og skræmmende.

Mig bekendt findes der ikke undersøgelser, der direkte kan afgøre om jeg har ret i min påstand, men det ovenstående tomat-eksempel tyder på, at den almindelige viden om ”naturlig” biologi lader meget tilbage at ønske. Måske er det endda sådan, at det almindelige kendskab til landbrugsbiologi faktisk bliver ringere og ringere, som en uheldig konsekvens af urbaniseringen? Hvordan kan man vide, at almindelige rødbeder kan hybridisere med agerkål, hvis man aldrig har sat sine ben på en pløjemark? Hvis jeg har ret, er en ændret oplysningsstrategi påkrævet.

3 Responses to “A little knowledge is a dangerous thing”

  1. Det er ikke et amerikansk ordsprog, men et citat fra Alexander Popes Essay on Criticism:

    “A little learning is a dangerous thing;
    drink deep, or taste not the Pierian spring:

    there shallow draughts intoxicate the brain,
    and drinking largely sobers us again.”

  2. Rasmus says:

    I stand corrected.

  3. [...] translation of a Danish blog post from March 28th, [...]

Leave a Reply