Sprogpolitik er i vælten i øjeblikket, ikke mindst i forbindelse med Det radikale Venstres forslag om at gøre engelsk til officielt andetsprog. Der har været mange skarpe reaktioner, og det synes jeg selvfølgelig er ærgerligt, da det er et fremragende forslag.
En almindelig position er, at det danske sprog er truet. Dansk kultur er belejret af især amerikansk ditto, hvilket giver sig udslag i sproget, og truer sammenhængskraften. Man kan finde hele blogs, som er dedikeret til denne kamp.
Til det vil jeg sige: Kald mig bare radikal – men jeg mener, at sproget er til for at tjene mennesket, ikke omvendt!
Sproget er et værktøj. Det lader os kommunikere med hinanden. Det indebærer at vi bruger ord, der på den ene side bærer det, vi ønsker at udtrykke, og på den anden side kan forstås som sådan af modtageren. Derfor er det ris til egen røv, hvis ingen forstår, hvad man siger, og det hjælper med at sikre en indre sammenhængskraft.
Men sproget må aldrig blive et mål i sig selv, og det er her at de sprogkonservative fejler. Frie, voksne mennesker må have lov til at bruge de ord, de har lyst til. Hvis ordet “mail” betydningsmæssigt, fonetisk og æstetisk bedre beskriver sin genstand end “e-brev”, så ser jeg ingen grund til at insistere på den kunstigt lydende fordanskning.
På denne måde er sproget noget af det mest demokratiske vi har. Det kan ikke ændres politisk uden demokratisk betænkelige metoder. Derfor synes jeg at de sprogkonservative skylder at fortælle os, hvordan man ad politisk vej styrker det danske sprog.
Man kan naturligvis insistere på, at det offentlige hovedsagligt (eller eksklusivt) arbejder på dansk, i skrift såvel som i tale. Det er relativt uproblematisk, skønt jeg synes, at der ikke ville gå et skår af os, hvis alle dokumenter også fandtes i en engelsk udgave, i det omfang det er relevant. Man kan også kræve af skoleelever, at de tilegner sig et generelt dansk, ligesom vi kræver af dem at de tilegner sig en forståelse af matematik, historie, fremmedsprog, naturvidenskab og så videre.
Men hvordan vil man sikre, at befolkningen ellers taler dansk? Skal 50% af musikken på P3 være dansksproget, på samme måde som i Frankrig? Skal dansk være eksklusivt talesprog i skolerne? I så fald, skal det også være i frikvarteret? Man kommer hurtigt til at krænke folks frihedsrettigheder.
Men retfærdigvis må siges, at jeg kan have misforstået de sprogkonservatives projekt. Måske ønsker de ikke en statslig indblanding i folks ret til at bruge det sprog, de vil. I så fald er det “blot” en kulturkamp fra sproghjerte til sproghjerte, og det er demokratisk uproblematisk.
Men jeg tror de taber den. Indse hellere, at sproget ændrer sig, og at ord uddør, når der ikke længere er brug for dem, eller erstattes af bedre ord. Det er en del af tilpasningen af sproget, så det bliver os et bedre værktøj.
Puha, man kan godt mærke, at jeg har sparet op i den måned jeg ikke har blogget.
Dine almindelige overvejelser over sproget er såmænd fine nok – selvom du ikke nævner at sproget ikke bare er et værktøj men også en verden – en helhed som vi fødes ind i.
Hvad angår det radikale forslag gik på at gøre engelsk til officielt sprog på linie med dansk – og selvom det var ret blødt formuleret i udspillet hvad det præcist skulle betyde, så er alene formuleringen “officielt sprog” for vidtgående.
Man fik jo heraf den tanke at de Radikale forestillede sig at alle offentlige dokumenter fra love og bekendtgørelser til referater af møder i byråd skulle forefindes i en engelsk oversættelse, og det ville da være et helt ustyrligt og unødvendigt spild af resurser.
I pressen fremstod de Radikales forslag derfor som en ekstremistisk dumhed som kun blev matchet af DF’s endnu mere idiotiske forslag om at al offentlig kommunikation kun må foregå på dansk.
Det er klart, at sproget er en del af kulturen, som man fødes ind i. Men som god kulturradikal mener jeg også, at man er fuldt ud berettiget til at forsøge at lave kulturen om, hvis ikke man bryder sig om den. Det er alt sammen en del af kulturkampen. Jeg protesterer bare mod, at man (måske) vil gøre det til en statslig opgave at fastfryse kulturen og sproget.
Mht det radikale forslag har du ganske ret. Det var for let at misrepræsentere. Jeg så eksempler som “nu skal gamle fru Jensen til at have sin pensionsudbetaling på engelsk” og “nu skal det ikke længere hedde Sæby, men Saebye”. Det skulle naturligvis kunne være de ting, der er nødvendige for at bo i Danmark, der skulle være tilgængelige på engelsk. En række formularer og skattepapirer f.eks. Plus skiltning på banegårde og i offentlige bygninger.
Hvis man sammeligner skiltningen i det offentlige rum i Danmark med næsten hvilket som helst andet vesteuropæisk land, så vil man opdage hvor dårlige vi er til at få oversat til engelsk. I lande som eksempelvis Italien, hvor det engelske ellers ikke rangerer så højt, der er man generelt gode til at oversætte til glæde for turister og fremmedsprogede. En sådan service vil ikke være spild af resurser – blot en accept af det multinationale samfund vi har.
Sidespor, nuvel…
Tjaeh… nu skal jeg ikke sige om det er pressen eller partiet der har vægtet lanceringen af det her – men der fandtes formodentligt forslag med mere tyngde i udspillet med den irriterende titel OverskudsDanmark, hvor fra sprogforslaget stammer.
Hvad angår skattepapirer o. lign. se fx.: http://www.skat.dk/SKAT.aspx?oID=213873&vID=0
Karsten Vad har givetvis i noget omfang ret i det med skiltningen men det bør vist kun i begrænset omfang være en landspolitisk sag.
@DRV: Jeg fandt forslaget på DRVs hjemmeside. Det er ca. lige så uddybet som i min kommentar. Her er hele oplægget (i pdf):
http://drv.dk/upload/file_7108qn6hwj6zdntdbuwf_618251
Jeg er også træt af konstruktionen med at bruge blokbogstaver midt inde i ordet. Især bankerne er slemme til det.
@Skat: Så er vi ikke helt tabt bag af vognen
@Skiltning: Mon ikke der er nogle centrale retningslinjer for skiltning et eller andet sted…
Hej Rasmus
Jeg har desværre ikke tid til at indgå i en længere pennefejde, skønt jeg nok kunne have lyst til at sige et og andet om sproget som identitetsmærke, om engelsk som dårlig kommunikation osv., men her blot en strøtanke.
Du skriver, at du “som god kulturradikal” mener det og det. Måske skulle du huske, at netop de klassiske kulturradikale lagde meget vægt på modersmålets røgt og pleje. Jeg tillader mig at henvise til to artikler af Georg Brandes om det danske sprog, faktisk noget af det bedste, jeg har læst om emnet:
http://www.modersmaalet.dk/brandes1902.htm
http://www.modersmaalet.dk/brandes1911.htm
Hej Arild
Tak for linkene, de var interessante, og tak fordi tog dig lidt tid trods alt. Det kan trods alt hurtigt blive til et heldagsjob, hvis man skulle kommentere udførligt på alle de blogs, man er uenig med
Når jeg læser, hvad gode gamle Georg har at sige om emnet, må jeg konstatere, at dette at beklage den sproglige udvikling ikke er et nyt fænomen. Gad vide, hvad han havde sagt om Mr. News, Steen Bostrup, som ofte fremhævedes for hans sprogbrug og diktion?
Hvad angår kulturradikalitet synes jeg ikke, der er så meget at komme efter. Som jeg forstår begrebet (det er forbløffende svært at finde en ordentlig definition) er holdningen, at ingen kulturelle elementer eller ord har en særlig – måske endda hellig – eksistensberettigelse. Derimod læser jeg, at han argumenterer for at nogle ord er bedre af tekniske, poetiske eller æstetiske grunde. Det står ham naturligvis frit for, det tror jeg vi alle gør fra tid til anden.