Ursuppen

Jeg håber ikke at det er gået manges næser forbi at det i morgen er Charles  Darwin’s 200 års fødselsdag. For at vi lige alle er på samme side: Darwin’s store fortjeneste var, at han i midten af 1800-tallet samlede tidens ideer om “transmutation” af arter sammen, og anviste på overbevisende måde en mekanisme, der med elegance forklarede sagen: naturlig selektion.

I vore dage er Darwins og co. originale ideer integreret med genetikken (og dermed molekylærbiologien) til den såkaldte neodarwinistiske syntese, der kort kan forklares således: mutationer skaber variation, og den naturlige selektion skærer langt det meste af variationen væk igen – den naturlige variation er lyseslukkeren til naturens variationsfest. Og lad mig da også på Darwin’s nær-fødselsdag være lyseslukkeragtig, og slå ned på noget lettere relateret vrøvl.

2009 er nemlig også jubilæumsår for udgivelsen af Darwin’s hovedværk, On the Origin of Species by Means of Natural Selection. Det har Politiken fejret ved at lade forfatteren Kristian Ditlev Jensen anmelde bogens danske oversættelse, og det går lystigt derudad… lige indtil Ditlev Jensen finder en hengemt kæphest frem. Han bryder sig nemlig ikke meget om den videnskabelige sprogbrug:

Netop ’lyrikken’ er det, den moderne naturvidenskab hader allermest. Man kan tage stort set enhver afhandling ned af reolen, åbne den, måbe og stille den på plads igen.

For man kan ikke forstå en stavelse af, hvad der står, hvis man ikke er fuldt uddannet fagidiot.

Årsagen? Naturvidenskabsmænd skriver kun det væsentlige. De er præcise. De skærer det overflødige fra. Det mener de i hvert fald selv.

Netop de tekstuelle træk var noget af det, de to litteraturforskere Francis-Noel Thomas og Mark Turner fandt, da de i 1996 lavede deres bog ’Clear and Simple as the Truth’.

I bogen afdækker de, at det »rene«, »klare« og »sande« videnskabelige sprog naturligvis bare er et litterært udtryk med egne særpræg på linje med krimiens klicheer, lægeromanens sødsuppe-klingklang eller kancellistilens talen i munden på sig selv.

Kære Kristian Ditlev Jensen – where’s the love? Der er ingen grund til at disse det naturvidenskabelige fagsprog på den måde. På en måde har du selvfølgelig ret: naturvidenskabens sprog er ikke “sandere” end alle mulige andre fagsprog – men det er der ved den søde grød heller ikke nogen der har påstået! Til gengæld bruger man en videnskabelig metode, som er den suverænt mest velegnede måde at nå frem til sandheden.

Du har såmænd også ret, når du skriver at man i det naturvidenskabelige fagsprog søger at eliminere både det uvæsentlige og overflødige. Det burde ærligt talt være alle forfatteres mål, der er vel ingen der med overlæg har lyst til at spilde deres læseres tid.

Og mest ret har du, når du anklager det naturvidenskabelige fagsprog for at være præcist. Dette er fagsprogets største styrke, for det tillader os at kommunikere effektivt uden at tale forbi hinanden. Hvorfor f.eks. bruge flertydige ord som “klistre” når vi med et snuptag kan komme tættere på sagens kerne med detaljerede begreber som adhesion, cohesion og så videre.

Jeg kan også tilføje en anden vigtig egenskab: det naturvidenskabelige fagsprog er formulaisk. Man mestrer ret let skrivestilen, og derefter kan man med stor driftssikkerhed formidle forskningsresultater, også selv om man ikke er en stor forfatter. Derved sikres, at det er indholdet, og ikke formen, der er det afgørende.

Så hvad siger du, Kristian? Kan vi blive enige om, at forskerne ikke skal bruge dyrebar tid på at tale sig ind på hinanden, bare fordi du ikke kan følge med? Så kan vi til gengæld enes om at støtte den populærvidenskabelige litteratur, der har de kvaliteter du efterspørger.

This entry was posted on Wednesday, February 11th, 2009 at 5:49 pm and is filed under Generelt, Videnskab. You can follow any responses to this entry through the RSS 2.0 feed. You can leave a response, or trackback from your own site.