Archive for July, 2008

Partiministeren

Wednesday, July 30th, 2008

På mange måder kan man sammenligne trossamfund med politiske partier. Det er grundlæggende set grupper, der organiserer mennesker om et sæt af ideer, og som er i konkurrence med andre lignende grupper om medlemmer og indflydelse. En del af det fine ved demokratiet er, at det tillader disse grupper at strides på en fair og civiliseret vis – herunder, at flertallet ikke bruger statsapparatet til at give sin egen gruppe fordele sammenlignet med andre grupper.

Danmark er i det henseende et udmærket demokrati, men det halter gevaldigt på ét punkt – den gruppe, der hedder de folkekirkekristne, får netop en række uforsvarlige fordele. Jeg har tidligere anvendt en metode kaldet socialdemokrati-testen til at anskueliggøre problemet, og det er tid til at give den en ny tur. Det går ganske simpelt ud på at erstatte alle folkekirkelige termer med socialdemokratiske tilsvarende. Jeg kunne sådan set have valgt et hvilket som helst andet parti, og sådan er der så meget. Dagens eksempel kommer naturligvis fra Kristeligt Dagblad, hvor det problematiseres at så få har valgt at læse teologi.

Auditorierne på socialdemokratistudierne affolkes med så stor hast og kraft, at det vækker bekymring i regeringen, der frygter for både mangel på socialdemokratiske kredsformænd og dårligere socialdemokratisk forskning. De socialdemokratiske fakulteter i Århus og København har endnu en gang ikke kunnet tiltrække nok ansøgere, afslører dette års optagelsesstatistik fra universiteterne. 97 er blevet optaget på Socialdemokrati, mens der sidste år var 146.

[...]

Foruden markant nedgang i ansøgertallene ligger socialdemokratistudierne underdrejet af høje frafaldsprocenter. Der er årgange, hvor to ud af tre falder fra, inden uddannelsen er gennemført, og det bidrager også til, at der udklækkes for få socialdemokrater. Med færre socialdemokrater kommer partiet til at mangle kredsformænd i løbet af få år, forudser videnskabsministeren, der derfor åbner for et samarbejde mellem universiteterne og partiet.

– Når der skal skabes interesse for socialdemokratistudiet, er det selvfølgelig en god idé med en håndsrækning fra partiet. Det har jo et klart behov for, at der uddannes nok socialdemokrater. Så det vil jeg drøfte med partiministeren, når jeg har fået universiteternes redegørelse, siger Sander.

De tomme bænke på socialdemokratistudiet vækker bekymring på kredsformandsuddannelsen i København, der allerede i år har oplevet et markant fald i ansøgertallet.

I lokalforeningerne sætter kredsformandsmanglen ifølge Hovedbestyrelsen så småt ind allerede nu, og foreningen beretter om faldende ansøgertal til formandsposter i udkantsområder og flere genopslåede stillinger end tidligere.

– Med det faldende optag på universitetet frygter vi, at der vil være en betydelig kredsformandsmangel, når vi nærmer os 2015, siger konsulent Bo Peiter Hansen.

Aarhus Universitet vil fra efteråret arbejde på at nedbringe frafaldet, som ifølge studieleder på socialdemokrati, lektor og ph.d. Else Holt, “har været for stort”. Men også hun mener, at partiet må hjælpe universitetet.

– Nu må partiet være med til at tage ansvar på sig for at promovere socialdemokrati, siger Else Holt.

Hendes vurdering er, at partiets imageproblem og en generel højredrejning af samfundet har været med til at skræmme de studerende væk fra socialdemokrati.

– I virkeligheden er det overraskende, at så mange vil læse socialdemokrati, når man tager partiets krise i betragtning.

Det er selvfølgelig fint nok, at folkekirken arbejder på at få de præster, de skal bruge – men hvordan kan det nogen sinde blive ministerens problem? Og hvordan bærer man sig ad med at sige “teologisk forskning” uden at komme til at grine?

Dr. Malcolm på Christiansborg

Monday, July 28th, 2008

Klonet kød er i orden: Well, duh!

Friday, July 25th, 2008

Videnskabscafé om kunstigt kød

Tuesday, July 22nd, 2008

Ursuppen 3 år

Monday, July 21st, 2008

Paging dr. Malcolm…

Sunday, July 20th, 2008