For nogle år tilbage gik en reklame på TV2 for Tetra Pak, firmaet som bl.a. er ansvarlig for den klassiske mælkekarton. Præmissen for reklamen var ”tænk engang, hvis Tetra Pak ikke fandtes…” Man så husmødre shoppe i et supermarked, hvor kølemontrene var fyldt af lange rækker af mælk – i glaskander. Der blev gjort meget ud af, hvordan behandlingen af disse kander var besværlig og akavet, og i reklamens sidste sekunder så man en kande falde til jorden og knuses i slowmotion, mens speakerens malmfulde røst intonerede ”spild… af ressourcer!”
Denne reklame faldt mig i hu, da jeg læste Peter Øhrstrøms kronik om forholdet mellem tro og videnskab i Kristeligt Dagblad. Her gentog han sin gammelkendte pointe med at der skam ikke er nogen konflikt mellem videnskab og tro, men at videnskaben til gengæld skylder kristendommen sin eksistens. Dels fordi videnskaben opstod i det kristne Europa, og dels fordi de første pionerer alle var kristne, og så deres videnskabelige arbejde som en art gudstjeneste.
”Men her glemmer man, at den moderne naturvidenskab faktisk opstod i en kristen kultur. Ikke bare blev universiteterne til i en kristen sammenhæng, men samtlige af naturvidenskabens pionerer tænkte deres videnskab ud fra en kristen forståelsesramme. Mange videnskabshistorikere har spekuleret over, hvorfor den moderne naturvidenskab netop blev til i Europa og ikke for eksempel i Kina eller i Indien.
Et godt bud synes at være, at der i det kristne Europa i modsætning til i Østen var en tro på, at verden er skabt efter principper, som kan erkendes af mennesket med sanserne og fornuften. Troen var altså afgørende for videnskaben, fordi den understregede, at der er noget at lede efter – videnskabeligt set.”
Er det ikke heldigt, at vi har Tetra Pak? Eller kunne man måske forestille sig, at sammenligningen med glaskanderne var tåbelig og urealistisk, fordi vi naturligvis havde opfundet en eller anden form for praktisk emballage, der – hvis vi skal blive i den kontrafaktiske historieskrivning – måske endda havde været bedre end den nuværende? Det kan man selvfølgelig ikke vide, men jeg mener at det er helt urimeligt at antage, at det realistiske alternativ til Tetra Pak er glaskanderne.
Øhrstrøm begår samme fejl, han lader blot østens kulturer være glaskanderne til kristendommens Tetra Pak. De østlige religioner og kulturer har sandt for dyden ikke bidraget med meget andet end gold obskurantisme og virkningsløse ”alternative” behandlinger på det videnskabelige område, men det betyder ikke, at kristendommen har patent på fornuften. Den trives udmærket uden for religionen, hvilket bevidnes af dagens videnskabelige community, der er udpræget areligiøst i forholdet til resten af samfundet.
Af samme grund er det også urealistisk at antage, at vi ikke på et eller andet tidspunkt havde opdaget, at der er en vis stabilitet i den måde, den fysiske verden opfører sig på. Det behøver man ikke nødvendigvis en religion til at fortælle sig.
Så er der gudstjeneste-argumentet.
”DEN MODERNE naturvidenskabs pionerer (Kopernikus, Kepler, Galilei, Pascal og Newton) var alle kristne. Deres tro var en afgørende forudsætning for deres videnskab. De troede, at Gud har skabt verden og indrettet den på en rationel måde, så vi mennesker har mulighed for at begribe den ved brug af vore iagttagelser og vor fornuft.
I et brev fra 1597 skrev Kepler således: “Jeg ville opnå, at troen på, at verden er skabt, skulle forstærkes … Så vil menneskene … indse, at Gud, som grundlagde alt i verden efter en bestemt plan, også har udstyret menneskene med et sind, som kan forstå denne plan.” For pionererne var sand naturvidenskab en slags gudstjeneste. De mente alle, at Gud har skabt den ydre verden efter en sammenhængende plan og os med en forstand, så vi ved forskning kan finde de principper, som Skaberen har nedlagt i naturen. Uden troen på, at der er en plan og en orden, som mennesket ved sin forskning kan erkende, ville hele det videnskabelige projekt ikke have givet megen mening for pionererne.”
Forskning er et møjsommeligt arbejde, som kræver motivation af sine udøvere. At de tænkte forskningen ind i en religiøs kontekst burde ikke komme bag på nogen, lige så lidt det burde overraske, at der også findes andre motivationer som higen efter prestige, lysten til at forbedre sine levevilkår eller bare basal nysgerrighed. I dag er forskningsverdenen meget mere ugudelig, men jeg skal hilse og sige at der stadig bliver slidt og slæbt, og det gerne meget mere end 37 timer om ugen.
Og så skal man i øvrigt passe på. Forskere er sjældent rige, og skal altid ud og overbevise andre om at investere. Det kræver, at man spinner ansøgningerne, så de matcher magthavernes interesser, og på den tid var det et spørgsmål om at give forskningen religiøs begrundelse. Af samme grund er vore dages fondsansøgninger dårligt materiale, hvis man vil beskrive forskernes drivkræfter.
Lige så galt går det, når han skal forsøge at skabe harmoni mellem sin tro og videnskaben. Det er åbenlyst, at kristendommen er i skarp konflikt med evolutionsteorien. Øhrstrøms løsning er, at så er evolutionsteorien naturligvis ikke rigtig videnskab. Han er selvsagt tilhænger af Intelligent Design, bl.a. baseret på fidus-matematikeren William Dembski og det håbløse ”antropiske princip”-argument.
Til slut rider han lidt på den gamle traver med, at videnskab også er en slags tro, fordi man må gøre nogle antagelser:
”Konfrontation duer ikke til beskrivelse af forholdet mellem tro og viden. Ingen viden er forudsætningsløs eller værdifri. Videnskab må bygge på en række grundantagelser, som i mange tilfælde ikke kan dokumenteres empirisk. Man skal altså gøre trosmæsige antagelser og træffe metodiske valg for at få gang i det videnskabelige projekt. Derfor er der ingen videnskab uden tro – forstået som “overbevisning om ting, man ikke ser” (for nu at bruge Bibelens definition på tro.)”
Som om meget vidtgående og detaljerede påstande om overnaturlige væsener og deres planer for os (hvor egocentrisk!) kan sidestilles meningsfuldt med sobre antagelser om, at når naturkræfterne har opført sig stabilt indtil nu, bliver de nok også ved med at gøre det i fremtiden.
Til slut vil jeg lade YouTube tale.
