Nu skal det heller ikke lyde som om jeg er ude på at udrydde det danske sprog ved først givne lejlighed. Jeg synes blot, at sprogpolitik først og fremmest skal sikre folk ret til at tale det sprog, de vil, også selv om det strider mod andres ideer om hvordan det skal lyde. F.eks. går jeg stærkt ind for retskrivning i skole- og undervisningssystemet – men derudover må man gøre som man har lyst til. Sproget har i umindelige tider udviklet sig uden statslig styring, og alligevel ender vi som regel med at forstå hinanden.
Men lad mig henlede opmærksomheden på dagens kronik i Berlingske Tidende: Forfejlet forslag til sproglov af Egon Clausen. Han fremfører bl.a. at Dansk Sprognævn (DS) støttet af DF skyder ved siden af målet, i og med at man stort set kun fokuserer på skønlitteratur, uagtet at det netop er inden for faglitteraturen, det engelske trænger sig kraftigt på. Det har den uheldige konsekvens, at man skal forstå engelsk for at kunne følge med i den nyeste forskning og udvikling. Og hvad ordinerer DS? Forbud mod undervisning på engelsk.
Efter min mening er det den helt forkerte vej at gå. Det er kort og godt helt nødvendigt, at man kan begå sig sprogligt i en globaliseret verden, for nu at bruge en floskel. Så dur det ikke at trække os alle ned på laveste fællesnævner. Svaret er i stedet at bruge nogle flere ressourcer på dansksproget formidling af forskning og udvikling. Her må jeg – med Egon Clausen i hånden – gøre opmærksom på, at det var en eklatant brøler at fjerne portostøtten til danske fagblade og tidsskrifter, som netop gjorde et stort arbejde ud af at viderebringe den nyeste udvikling – på dansk!
Lad mig også øse lidt af egen erfaring. Det skorter ikke på studerende, der brænder for at formidle deres viden til resten af samfundet, ikke mindst den yngre generation, og det på dansk. Hvad med at sende nogle penge i den retning? Eller måske støtte den skriftlige formidling af videnskab, som de kan finde ud af i Sverige?