Der var ballade i Folketinget, da man skulle stemme om en lov der gav lesbiske par og enlige adgang til inseminering på det offentliges regning, dvs. på lige fod med heteroseksuelle par. Tingets konservative kræfter (K og DF) var imod af rent principielle grunde (der skulle jo nødig være nogen, der stak uden for kernefamiliens normer, vel?), og det er en ærlig sag. Venstrefløjen var fyr og flamme, mens V (og i mindre grad R) var splittede. Der var selvfølgelig nogle skabskonservative hos Venstre, men kontroversen gik nærmere på, om det virkelig kunne passe at det offentlige skulle betale for behandlingen; der var jo som sådan ikke tale om en sygdom, og der måtte da også være en grænse for, hvor meget samfundet skulle punge ud til. Jeg må indrømme, at jeg selv var i tvivl om betalingsdelen.
Det er jeg ikke længere, og det skyldes at jeg nu ser det fra en helt anden vinkel: Det er i virkeligheden en investering!
Et gennemsnitsbarn ender jo med at bidrage positivt til samfundets pengekasse, og der skiller de inseminerede børn sig næppe ud. Økonomerne fortæller os med bekymrede miner, at landets fødselstal daler, og at det giver problemer i fremtiden. I det lys er hvert barn da en investering, og en attraktiv én oven i købet (inseminering er ikke et voldsomt dyrt indgreb). Dét burde de der handelshøjskoledrenge i Venstre da sætte pris på.