Dr. Malcolm er ikke kun at finde på universiteternes filosofi-afdelinger. Han har også træffetid på Christiansborg – og han er yderst almindelig i folkestyrets haller. Her er han for eksempel i skikkelse af den konservative Charlotte Dyremose. Hun bærer de tydelige kendetegn.
Her er vage referencer til at forskningen kan føre til noget frygteligt, baseret på science fiction:
Vi skal være varsomme med, hvad vi gør som mennesker. Lige pludselig bliver vi herskere over liv og død – og hvilket liv der er det bedste. Science fiction-versionen er jo, at vi skaber noget, som vi er rigtig glade for, men som tager over og slår os ihjel. Det er selvfølgelig science fiction, men i virkeligheden er det måske ikke så langt væk, hvis vi giver forskningen los.
Science fiction har i sagens natur en meget fri tilgang til teknologiens muligheder, og giver os bunker af spændende historier. Men det er et dårligt grundlag til bedømme hvordan teknologien virker i virkeligheden.
Her er anklager om at forskere er nogle stakkels følelseskolde robotter, der slet ikke er i stand til etisk tænkning:
Er videnskabens rolle ikke hele tiden at finde ny viden?
Jo, det er det, men på den anden side har vi et etisk og moralsk ansvar. Den enkelte forsker tænker ikke, at nu har jeg tænkt mig at lave et Frankenstein-monster, men problemet er, at man i den bedste mening kan udvikle noget, som andre misbruger. Vi må sætte rammer og grænser for, hvad man må, og hvad man må bruge det til.
Der er henvisninger til, at højere magter (i dette tilfælde Gud og ikke Moder Natur) nok har indrettet til hele til vores bedste:
Det lyder umiddelbart så fantastisk, at vi kan gøre det og helbrede en masse sygdomme. Men for det første: Hvad er det, som vi også udvikler. Og for det andet: Der er en årsag til, at vi ikke er udødelige. Livet er godt, fordi det er en gave. Hvis alt var lige godt, ville vi ikke komme i tanke om, hvor priviligerede vi er.
Synd for dem der kommer til at lide under sygdommene. I skal bare tænke på, at det opbygger karakteren. Lidt ligesom fattigdom og opslidende arbejde.
Men værst af alt er måske en videnskabsforståelse på Anders And-niveau – fra en person der skal forestille at være forskningsordfører:
Selvfølgelig er det en overvejelse af religiøs karakter fra min side. Men det er vigtigt både at se, hvad det rent religiøst overbeviser mig om, at vi skal passe på med at tro, at vi er herre over liv og død, og hvad der rent naturvidenskabeligt får mig til at sige, at det kan være et problem. Jeg kan også lægge mit kristne syn til side og bruge Darwin som argument. Nu har vi i mange år haft arternes oprindelse, og hvad sker der så, hvis vi begynder og lege med det, og der kommer en art, der bringer uorden.
Kære fru Dyremose. Darwin viste, at naturen ikke er et korthus, der falder sammen ved den mindste forstyrrelse, men at der netop er tale om en dynamisk, permanent og yderst robust uorden. Suk.